Når personaer bliver magiske
Nogle elsker at hade disse semi-fiktive karakterer. Andre elsker at bruge dem målrettet i deres designprocesser. Her forklarer forsker Lene Nielsen, hvordan du får mest værdi ud af personaer. Du får også en guide til, hvordan du selv kan udarbejde personaer.
ForskningLene Nielsendesign
Skrevet 19. maj 2016 11:02 af Ninna Gandrup
- Personaer er ikke i sig selv værdifulde. Det er først, når de bliver aktive personer med holdninger, handlinger og personlighed i forhold til dine produkter og design, at de får reel værdi, fortæller Lene Nielsen, som har arbejdet med og forsket i personaer i snart 20 år.
Det er først, når de bliver aktive personer med holdninger, handlinger og personlighed i forhold til dine produkter og design, at de får reel værdi.
Lene Nielsen, forsker og underviser i personaer på IT-Universitetet.
Men før personaerne kan bruges aktivt i en udviklingsprocesser, skal de accepteres af organisationen. Lene Nielsen tror på, at succesfulde personaer som det vigtigste har til formål at vække empati for slutbrugerne i udviklingsprocessen. Det engagerende perspektiv er afgørende for at personaerne bliver brugt. Læs mere om det i denne artikel, hvor Lene Nielsen beskriver fire perspektiver på personaer.
Personaer skal skabe empati Med en baggrund som manuskriptforfatter har Lene Nielsen undersøgt fortællermåder og fiktive karakterers personlighedstræk. Men da personaerne flyttede ud af forskerkontoret og ind i virksomhederne, skete der noget.
- Vi skulle rejse midler til et projekt og brugte personaer til at beskrive forskellige scenarier. Vi vandt midlerne, og begrundelsen var, at vi meget præcist kunne beskrive, hvordan brugerne skulle bruge de it-systemerne, vi gerne ville udvikle. Via personaerne skabte vi simpelthen forståelse og empati for brugernes handlingsgange, fortæller Lene Nielsen.
- Egentlig vil jeg helst sidde og fordybe mig i lange personaer. Men det hele kan være lige meget, hvis ikke de personer, som skal bruge personaerne, har empati for dem og kan identificere sig med dem. Jeg har erkendt, at mange sætter pris på informationer i bullit-from, hvilket betyder at organisationen rent faktisk bruger personaerne, og når det fungerer, så bliver personaer også magiske.
Derfor virker personaer
Lene Nielsen beskriver kort og præcist, hvorfor personaer virker:
- Vi husker, at dem, vi designer til, er anderledes, end os selv
- Vi husker forskellighederne i målgrupperne
- Vi husker, at andre lever på en anden måde
- Personaer kan styre diskussioner i designprocessen