Til programmerings-bootcamp på ITU: ”Det er en ny verden, der åbner sig”
Mange studerende starter på softwareudvikling og Data Science uden at have programmeret før. På tredages-workshoppen BootIT kan nybegyndere lære de grundlæggende principper i et roligt tempo, inden første semester skydes i gang.
Institut for DatalogiUddannelsestudieliv
Skrevet 18. august 2017 08:03 af Vibeke Arildsen
Hello World!
Med et klik på musen forvandler en tilsyneladende tilfældig streng af tegn og tal sig til nydelig tekst på laptop-skærmene i Auditorium 1. Omkring 80 kommende studerende har hermed netop kodet deres første lille program i programmeringssproget Java.
De fleste i lokalet har aldrig prøvet at programmere før, men her på BootIT-workshoppen får kommende studerende på softwareudvikling og Data Science over tre dage en introduktion til begreber som konstanter, variable, assignments og loops, allerede inden det egentlige introprogram går i gang.
Et computerprogram, der viser teksten ”Hello World!” er ofte det allerførste, man lærer at programmere. Det gælder også på BootIT-workshoppen.
Clara Fruergaard er en af de kommende studerende, der har taget imod tilbuddet om en tyvstart på studiet i softwareudvikling.
”Jeg er helt grøn i forhold til programmering, så det er superfedt at få denne her mulighed for at komme lidt i gang, siger hun.
Egentlig havde Clara slet ikke havde forestillet sig at skulle læse noget med it.
”Jeg havde troet, at softwareudvikling var for nogle andre typer end mig, sådan nogle der kunne programmere i forvejen. Men så læste jeg om uddannelsen på hjemmesiden og syntes det lød spændende, fordi det var et mix af det kreative, det teknisk-logiske og også lidt business,” siger hun.
Intet krav at kunne programmere
Det er ingen forudsætning at kunne programmere i forvejen, når man starter på softwareudvikling, fortæller underviser Claus Brabrand, men nogle af de nye studerende kommer alligevel med erfaring hjemmefra.
”Der er to grupper blandt de studerende, der søger ind på softwareudvikling. Der er dem, der har prøvet at programmere derhjemme, og så en hel masse, der aldrig har programmeret før. Vi afholder BootIT for at sikre, at de studerende, som aldrig har programmeret før, får chancen for at snuse til det inden studiestart og dermed få en lidt blødere opstart. Det gør, at de undgår at føle sig bagud i forhold til nogle af de andre,” siger han.
Skriv koden selv
At lære at programmere kræver tålmodighed, fortæller Claus i sin introduktion til faget. I starten går 20 procent af tiden med at programmere og 80 procent med at undre sig over, at koden ikke opfører sig, som man forventede, siger han med et skævt smil.
”Én procent programmering og 99 procent forundring,” retter Emma Arfelt ham, og auditoriet bryder ud i grin. Heldigvis er der hjælp at hente hos hende og de tre andre softwarestuderende, der fungerer som TA’s under workshoppens mange øvelser.
Ifølge Emma, som efter sommerferien fortsætter på kandidatuddannelsen i softwareudvikling, er det vigtigste at få en masse praktisk erfaring helt fra start.
”Ligesom med så meget andet, skal man bare øve sig. Mit bedste råd til de nye studerende er, at de insisterer på at skrive koden selv. Min største fejl var, at jeg det første år ikke rigtig turde skrive koden selv. Men den eneste måde at lære det på er at gøre det selv. Selvom man måske er langsommere end nogle af de andre. Man skal nok blive lige så god som alle de andre, man skal bare give sig selv tid til at øve sig, ” siger hun.
Lærer at kode små programmer
Netop for at de studerende hurtigt får ’hands-on’-erfaring er undervisningen på BootIT er et mix af korte oplæg og øvelser.
Viktor Due Pedersen, kommende studerende på Data Science-uddannelsen, har fået smag for programmering på workshoppen.
I løbet af workshoppen lærer de studerende at kode simple programmer ved hjælp af programmeringsværktøjet BlueJ. De får blandt andet til opgave at lave en valutaomregner og et program, der omregner celsiusgrader til fahrenheit. Og de praktiske øvelser giver blod på tanden.
”Det er en ny verden, der åbner sig,” siger Viktor Due Pedersen, som om få dage starter på Data Science og aldrig tidligere har programmeret.
”Når vi laver programmer som fahrenheitomregneren, begynder man virkelig at kunne se, hvad man kan bruge det til. Det har været vanvittig sjovt og enormt lærerigt allerede. Man får smag for det.”
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk