ITU-kandidater får stor international investering: Forvandler mockups til kode med AI
Tre ITU-kandidater har grundlagt Uizard, en startup, der sigter mod at gøre det nemt for alle at bygge apps eller hjemmesider. Virksomheden har netop landet 5 millioner kroner fra en gruppe investorer og har fået international mediedækning - før produktet overhovedet er lanceret.
Iværksætterikunstig intelligensstartupsapps
Skrevet 30. maj 2018 08:17 af Vibeke Arildsen
Har du en idé til en app eller en hjemmeside? Tegn en hurtig mockup på et stykke papir (eller på en serviet, hvis du foretrækker det), upload et billede af tegningen til en app, og lad en deep learning-algoritme kode en funktionel prototype på under et minut.
Det lyder måske for nemt at være sandt, men det er ikke desto mindre idéen bag Uizard, en ny københavnsk startup grundlagt af tidligere ITU-studerende. Appen giver brugerne mulighed for at generere kode til både Android og iOS og web-baserede grænseflader.
Se en demo af Uizards app her.
Tanken er at give brugerne mulighed for at konvertere wireframes direkte til prototyper, hvilket normalt er en tidskrævende og kedelig programmeringsopgave.
Tony Beltramelli, CEO, Uizard
"Helt grundlæggende lærer vi maskiner til at forstå brugergrænseflader. Tanken er at give brugerne mulighed for at konvertere wireframes direkte til prototyper, hvilket normalt er en tidskrævende og kedelig programmeringsopgave”, siger Tony Beltramelli, CEO og kandidat fra Softwareudvikling på ITU.
Virksomheden har netop hentet 800.000 dollars - eller cirka 5 millioner kroner - fra en international investorgruppe, der blandt andet tæller amerikanske LDV Capital og New York Venture Partners. Investeringen skal finansiere udviklingen af en betaversion, der udkommer senere på året, og giver virksomheden mulighed for at ansætte flere medarbejdere.
Fritidsprojekt blev til startup
Uizard startede som et fritidsprojekt for Tony i begyndelsen af 2017. Inspireret af sit tidligere studenterjob som front-end udvikler, og sin specialisering i machine learning fra ITU, satte han sig for at træne en deep learning-algoritme til at forstå håndtegnede wireframes og omdanne dem til funktionel kode.
Denne anvendelse af deep learning var ikke afprøvet før, og mange fortalte ham, at projektet aldrig ville lykkes. Men en weekend fandt Tony og ITU-kammeraten Henrik Haugbølle pludselig frem til en løsning, der fungerede.
De indså for alvor teknologiens enorme potentiale, da de offentliggjorde en forskningsartikel og video-demo på nettet. Projektet fik omtale i store techmedier som Wired, og Airbnb begyndte at eksperimentere med teknologien inspireret af deres arbejde.
Kort tid efter besluttede Tony og Henrik at sige deres job op, grundlagde Uizard, og fik ITU-vennen Ioannis Sintos og hollandsk-schweiziske Florian van Schreven, med om bord.
Stadig behov for programmører
Selv om deres produkt kan overflødiggøre visse programmeringsopgaver, skal menneskelige programmører ikke begynde at frygte for deres job, understreger Tony.
Vores apps kerneværdi er, at den automatiserer de trivielle dele af arbejdet, så softwareudviklere får mere tid til kreative opgaver og til at forbedre deres produkt.
Tony Beltramelli, CEO, Uizard
"Vores apps kerneværdi er, at den automatiserer de trivielle dele af arbejdet, så softwareudviklere får mere tid til kreative opgaver og til at forbedre deres produkt," siger han.
"Man vil stadig skulle bruge programmører til at sætte hjemmesider sammen, tilføje forretningslogik, effekter og alt mulig andet. Uizard er et redskab til, at de kan gøre deres arbejde mere effektivt," tilføjer Florian van Schreven.
Interesse fra Fortune 500-virksomheder
I starten vil virksomheden markedsføre sig til digitale bureauer, der laver apps og hjemmesider på daglig basis. Men på længere sigt forudsiger de, at også større virksomheder kan bruge appen til at bygge deres egne produkter.
Opmærksomhed fra medier som TechCrunch, The Next Web og FastCoDesign har allerede resulteret i interesse fra potentielle kunder, også store virksomheder, som vil vide, hvornår produktet bliver lanceret.
"Vi har fået henvendelse fra Fortune 500-virksomheder, altså nogle af verdens største selskaber. Det viser, at der virkelig er et behov på markedet – og lægger selvfølgelig lidt pres på os, siger Henrik med et grin.
Vil programmere mere end brugergrænseflader
Med tiden håber Uizard at kunne automatisere kodningen af mere end blot brugergrænseflader. De forudsiger, at deres kunstige intelligens kan bruges til at skabe fuldt navigérbare prototyper, der kan tilsluttes eksterne datakilder – og i sidste ende til at bygge færdige produkter.
Virksomhedens vision er at være et go-to produkt til alle, der ønsker at lave en it-løsning – ikke kun apps og hjemmesider.
"I grund og grund vil vi gerne transformere brugeroplevelsen af at bygge it-løsninger. Det burde ikke være så kompliceret," siger Tony.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk