1.g’ere fik lynkursus i programmering
Fysiktimen blev byttet ud med et crashkursus i kodning af hjemmesider, da to ITU-studerende besøgte 1.D. på Skt. Annæ Gymnasium.
Uddannelsebørn og unge
Skrevet 14. maj 2019 07:42 af Vibeke Arildsen
Det er fredag formiddag i et fysiklokale i Valby. Laura og Sebastian, som til daglig læser Softwareudvikling på IT-Universitetet, har taget pladsen ved katederet og er klar til at guide klassen igennem 1,5 times Coding Class – et lynkursus i programmering for absolutte begyndere.
”Hvor mange af jer ved, hvordan man laver en hjemmeside?” lægger de ud med at spørge klassen. Kun en enkelt forsigtig finger ryger i vejret.
”Man går ind på Wix.com,” lyder svaret.
Og rigtigt nok bugner nettet af steder, hvor man kan lave hjemmesider ud fra forprogrammerede templates. Men i dag skal klassen lære at kode fra bunden i programmeringssprogene HTML og CSS og dermed blive en lille smule klogere på det maskineri, der gemmer sig bagved alle de it-løsninger, de bruger til hverdag.
Eleverne har på forhånd installeret det lille gratis program Atom på deres bærbare computere. Ved hjælp af det skal de i løbet af kun ét modul frembringe deres egen personlige hjemmeside. Efter en kort introduktion til HTML og en række basale koder, er eleverne klar til at gå i gang.
Sebastian og Laura lægger ud med en introduktion til, hvordan internettet fungerer, og basal kodning af hjemmesider.
Koncentrationen sænker sig over lokalet, og krokodillenæb og tuborgklammer begynder at danse henover skærmene. Få minutter senere forvandler koderne sig til hjemmesider med tekst i forskellige farver og skrifttyper og med billeder af kendte fodboldspillere og familiemedlemmer.
For et par elever driller koderne, da de prøver at tilføje sjove GIF’s til deres hjemmesider. Med lidt hjælp fra underviserne lykkes det dog, hvilket udløser stor jubel og high fives.
En mytebuster
IT-Universitetet har taget initiativ til Coding Classes for at nå ud til gymnasieelever, som ellers ikke nødvendigvis stifter bekendtskab med it og programmering i løbet af deres skoletid, fortæller kommunikationschef Camilla Rosengaard.
”Tanken med at møde hele gymnasieklasser er, at her når vi også ud til dem, som overhovedet ikke kan forestille sig, at it er noget for dem, og viser dem, hvad det egentlig er, man kan med it,” siger hun.
”Samtidig er kurset en mytebuster, der afliver nogle af de fordomme, der hersker om it-fagene – at det mest er for drenge, og at det er lidt verdensfjernt og nørdet. Vi viser eleverne, at it er kreativt og skabende, og at man faktisk kan gøre en forskel, når med arbejder med programmering.”
En hjemmeside tager form.
Måske er det netop det kreative element, der fanger denne formiddag hos 1.D., som har musik og matematik som højniveaufag. I hvert fald virker hele klassen opslugt af arbejdet med hjemmesiderne.
Sundt med forståelse for it
For 1.D’s lærer Tabita Winther er dagens Coding Class en god mulighed for at introducere eleverne til, hvordan de programmer, de hele tiden bruger, egentlig fungerer.
Eleverne bruger computerprogrammer hele tiden, men det er også meget sundt at have en lille smule forståelse af, hvad det egentlig er, de gør. Så kan man måske også være mere kritisk både i forhold til at se muligheder og begrænsninger.
Tabita Winther, gymnasielærer, Skt. Annæ Gymnasium
”Eleverne bruger computerprogrammer hele tiden, men det er også meget sundt at have en lille smule forståelse af, hvad det egentlig er, de gør. Så kan man måske også være mere kritisk både i forhold til at se muligheder og begrænsninger,” siger hun.
Derudover sætter hun pris på det udefrakommende indspark til undervisningen.
”Det er fedt med energien, underviserne kom med, og det var fedt at se, at eleverne tog positivt imod det. De var glade og syntes det var sjovt, og gik bare i krig med det.”
Sjovt og givende
Modulet nærmer sig sin afslutning, og det er tid til at runde af.
”Hvem har lavet en sej hjemmeside, de gerne vil vise frem?” spørger Sebastian, og adskillige hænder ryger til vejrs.
En elev fremviser en hjemmeside om den kommende Europa League-finale i fodbold – komplet med billeder, tekst og links. En anden har i anledning af weekenden lavet en festlig hjemmeside med indtil flere dansende animationer. Begge hjemmesider høster store bifald fra klassen.
For Emma Strømme, elev 1.D., har timen været en øjenåbner.
”Det har været megasjovt og spændende. Meget givende. Vi anede ikke, hvad vi skulle forvente. Det er svært, men når man får fat på det, er det ikke så galt. Og så er det sjovt at se, hvordan en hjemmeside er bygget op,” siger hun og vil ikke udelukke, at hun kunne finde på at gå videre med programmering.
”Jeg syntes faktisk, det var sjovt, så det kan godt være, at det skal undersøges.”
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk