IT-Universitetet lejer lokaler hos naboen
Efter flere år med vokseværk er IT-Universitetet i København nødt til at udvide universitetets arealer. Nu er en aftale om lokaleleje hos DR Byen, der er IT-Universitetets nabo, faldet på plads.
Om ITUledelse
Skrevet 9. december 2019 19:00
Studerende og ansatte på IT-Universitetet får mere plads, når universitetet til næste år lejer sig ind hos naboerne i DR Byen. Øget optag de seneste år har gjort universitetets nuværende bygninger på Amager for trange, derfor har ITU 4. december 2019 skrevet under på en lejekontrakt med DR.
”Vi er glade for, det har været muligt at finde lokaler så tæt på. IT-Universitetet har hidtil været samlet på én adresse, så vi sætter pris på, at de nye lokaler ligger lige på den anden side af vejen, ” siger IT-Universitets direktør Georg Dam Steffensen.
Pres på lokalerne
I 2004 tog IT-Universitetets sine nuværende omkring 23.352 m2 i Ørestaden mellem DR Byen og Københavns Universitets Sønder Campus i brug. Siden da er antallet af studerende, der bliver optaget på IT-Universitetets uddannelser, skudt i vejret.
”Med mere plads kan vi uddanne flere af Danmarks kommende it-specialister, hvilket vi naturligvis er glade for. Vi har i høj grad manglet undervisningslokaler og kontorpladser, fordi antallet af studerende på IT-Universitetet har været stødt stigende, siden vi for 20 år siden tog imod de første” siger Georg Dam Steffensen.
I dag læser 2500 studerende på IT-Universitetet. Til sammenligning var antallet 1700 i 2004.
IT-Universitetet har hidtil været samlet på én adresse, så vi sætter pris på, at de nye lokaler ligger lige på den anden side af vejen
Georg Dam Steffensen, universitetsdirektør på ITU
Offentligt udbud
Udlejningsaftalen mellem IT-Universitetet og DR Byen er resultatet af et offentligt udbud. ITU overtager lokalerne fra 1. marts 2020 og vil tage dem i brug fra efteråret 2020.
IT-Universitetets formand Maria Rørbye Rønn er ligeledes generaldirektør i DR, og hun har derfor erklæret sig inhabil i bestyrelsens behandling om udvidelse af Campus. Georg Dam Steffensen har som universitetsdirektør stået for forhandlingerne på vegne af IT-Universitetet.
Arkitektfirmaet PLH Arkitekter rådgiver IT-Universitetet i forbindelse med flytningen. De endelige flytteplaner er endnu ikke fastlagt, men de nye lokaler skal både fungere som kontorer, undervisnings- og mødelokaler.
Georg Dam Steffensen, universitetsdirektør, telefon +45 7218 5193, email georgds@itu.dk
Anna Lohmann Ahlbom, presserådgiver, telefon +45 25 55 04 47, email aahl@itu.dk