Fremtidens digitale udvikling stiller krav til ledere
Den teknologiske udvikling skaber massive ændringer på arbejdsmarkedet. Derfor er det ikke længere muligt at lede en virksomhed – offentlig eller privat – uden af vide noget om it. Erik Møberg, som er senior direktør i Rambøll, fortæller her om de kompetencer, han mener er vigtige for fremtidens ledere.
EfteruddannelseledelseInstitut for Business ITdigitalisering
Skrevet 26. februar 2021 07:00 af Ninna Gandrup
- Tiden er forbi, hvor man hovedløst kunne gå efter at sælge flest produkter. I dag skal man nøje overveje, hvordan man skaber værdi med de produkter, man udvikler – både for virksomheden, men også for samfundet. Som leder skal man kunne vurdere, hvordan man ønsker at anvende fx teknologier som IoT, robotics, genteknologi, AI og machine learning, men man skal også vurdere, hvornår de er modne til at implementere. Kompetencer indenfor It-ledelse er derfor meget centrale for at kunne bestride en lederrolle i dag, siger Erik Møberg, som udover sin position i Rambøll også er medlem af aftagerpanelet for ITU’s Masteruddannelse i it-ledelse, som består af profiler fra erhvervslivet, der rådgiver om uddannelsens indhold og udvikling. Det er én ting, hvad der er teknologisk muligt, men en anden om det er etisk korrekt, og om organisationen kan og bør udvikle sig i den retning.
Erik Møberg
Fra indadvendt til udadvendt forretning
Fra sin stol hos Rambøll har Erik Møberg set en udvikling over de sidste 25 år fra, at virksomheder har fokus på de indre linjer, til at de nu har større fokus på det, der vender ud mod kunder, borgere og leverandører. Han mener, at kompetencer indenfor it-ledelse er afgørende for at kunne agere i det økosystem mellem markedet, forretningen, kunderne, leverandørerne, som virksomheden er en del af.
- Der er sket en ændring i fokus fra de indre linjer i form af digitalisering og effektivisering til at være mere fokuseret på de økosystemer, man indgår i. Virksomhederne ser sig selv, som en del af noget større. Det ser man fx i vand- og elforsyningsværdikæder, hvor digitale måler- og forbrugsdata kan reducere forbrug og optimere pris i samspil mellem forsynings- og distributionsvirksomheder, målerproducenter og forbrugere.
Krav om nye kompetencer til lederne
Når fokus skifter fra de indre linjer til det, der vender udad stiller det også nye krav til de kompetencer, man skal have som leder.
- Man skal have en dyb forståelse for, hvilke udfordringer forretningen sidder med på ens eget domæne. Den udvikling kan både forårsages af nye teknologier, men kan også komme fra krav til bæredygtighed eller etisk ansvarlighed. Disse krav skal man kunne oversætte det til de løsninger og produkter, man har og forstå, hvordan man skal forholde sig til de dagsordner, når man udvikler forretningen. Vi har brug for folk, der forstår, hvad udfordringerne, mulighederne og ikke mindst begrænsningerne er for den teknologiske udvikling, og disse folk skal have pejlemærker at navigere efter. Et af de pejlemærker er en uddannelse indenfor it-ledelse
Erik Møberg
Der er således mange faktorer at tage højde for, når man skal vurdere, hvor virksomheden skal bevæge sig hen i den digitale fremtid. Det er én ting, hvad der er teknologisk muligt, men en anden om det er etisk korrekt, og om organisationen kan og bør udvikle sig i den retning.
- Man kan i dag forudse disponering for sygdomme og adfærd meget tidligt. Ønsker vi fx at screene børn meget tidligt og iværksætte indgribende indsatser i familier for at imødegå en potentiel kriminel løbebane. Det kan have kommercielle, samfundsøkonomiske, lovgivningsmæssig og ikke mindst etiske perspektiver. Vi har brug for folk, der forstår, hvad udfordringerne, mulighederne og ikke mindst begrænsningerne er for den teknologiske udvikling, og disse folk skal have pejlemærker at navigere efter. Et af de pejlemærker er en uddannelse indenfor it-ledelse, siger Erik Møberg.
Særligt kombinationskompetencer er eftertragtede
Kombinationskompetencer er særligt efterspurgte. Specielt på ledelsesniveau. Det er kombinationen af it-ledelse og det faglige perspektiv, der er afgørende
Erik Møberg
I det lys er kombinationen mellem lederens egne faglige kompetencer og kompetencer indenfor it-ledelse meget værdifulde.
- Kombinationskompetencer er særligt efterspurgte. Specielt på ledelsesniveau. Det er kombinationen af it-ledelse og det faglige perspektiv, der er afgørende, fortæller Erik Møberg og fortsætter:
- Eksempelvis på sundhedsområdet, hvor man både har brug for kliniske kompetencer og samtidig har brug for en forståelse for de digitale muligheder. Her er det afgørende at favne begge områder, for at skabe løsninger og udvikling af nye telemedicinske tilbud, der for alvor skaber værdi for både sundhedsprofessionelle og patienter.
Forskel på behovet for kompetencer i det private og offentlige
Behovet for kompetencer på ledelsesniveau varierer dog afhængig af, om du skal agere i den private eller offentlige sektor.
- I den offentlige sektor har man ikke så høj en grad af egen udvikling, men en større grad af anskaffelse under et fastsat regelsæt.. Ofte giver teknologien flere muligheder for at øge service fx patient behandling, trafikovervågning, og undervisningsmidler, end det er muligt at anskaffe for det budget, man har til rådighed. Her er man nødt til at træffe nogle valg om, hvad man bruge penge på. Det giver nogle meget interessante udfordringer, som man ikke har kendt til tidligere, fortæller Erik Møberg.
I den offentlige sektor er det derfor en helt afgørende kompetence at kunne definere behovet præcist, lave en fornuftig markedsafdækning og lave en anskaffelse, der skaber værdi for virksomheden – og skabe gevinsten ved implementeringen. Den private sektor har derimod en højere grad af egenudvikling og er mere tilbøjelig til at lave løsningerne selv, tilkøbe eller lægge sig op ad noget eksisterende. Her er der også behov for kompetencer til integrationer og international løsninger.
- I den private sektor er det derfor afgørende med en dyb forståelse for organisationens forretnings- og driftmodel, herunder hvordan leverancerne bliver skabt, etableret og ikke mindst skaber værdi for virksomheden. Det er afgørende at have en solid viden om det økosystem, som organisationen er en del af, så man forstår at agere strategisk i forhold til markedet, forretningen, kunderne og leverandørerne, men det er lige så vigtigt at vide, hvordan man vil drifte systemerne, hvad må man gøre med systemerne samt sikre, at man ikke mister data. Sidstnævnte er selvsagt helt essentielt, hvis dataudveksling er styrende for værdiskabelsen, som det fx er tilfældet i mange virksomheder i platformsøkonomi, som fx GoMore, fortæller Erik Møberg.
Uanset om man agerer i den private eller offentlige sektor, er det afgørende at kunne udtænke strategier for digitalisering og træffe de rette beslutninger i højt tempo. I samspil med kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
- Vi ser flere korte og agile udviklingsforløb, og i den henseende skal fremtidens ledere kunne være i det beslutningsrum, hvor forandringerne sker hurtigt samtidig med daglig drift i høj kvalitet. Vi kan ikke lade os bremse og dvæle ved lange udviklingsforløb, men skal kontinuerligt kunne træffe fornuftige hurtige beslutninger. Og netop her skaber masteruddannelsen i IT-ledelse gode forudsætninger.