Reduktion af uddannelsespladser på IT-Universitetet
I forlængelse af regeringen og folketingets beslutning om reduktion af uddannelsespladser i de større byer har IT-Universitetet udarbejdet en plan for reduktion af antallet af studiepladser på universitet med 10 procent i 2030.
Om ITU
Skrevet 1. december 2021 12:17 af Theis Duelund Jensen
I forlængelse af regeringen og folketingets beslutning om reduktion af uddannelsespladser i de større byer har IT-Universitetet arbejdet på at udforme en plan for reduktion af antallet af studiepladser på universitet med 10 procent i 2030. Den plan ligger nu klar.
ITU vil reducere proportionalt på tværs af uddannelserne på universitetet, hvilket betyder at uddannelserne beskæres i forhold til deres størrelse. Dog går kandidatuddannelserne i Spil og Data Science fri grundet deres størrelse.
Ledelsen udtaler, at man i foråret 2022 vil have afklaret, hvornår reduktionsplanen træder i kraft. Der vil hvert år reduceres på tværs af uddannelserne med 1-3 pladser, indtil det samlede antal studiepladser på ITU i 2030 vil være reduceret med 86 i forhold til antal optagne i 2019.
”Vi er naturligvis meget kede af at skulle reducere antallet af studiepladser på IT-Universitet. Det er desværre en politisk bunden opgave, som vi kun kan forsøge at løse på den bedst mulige måde,” siger rektor Martin Zachariasen.
”Der er et kæmpestort behov for it-specialister i Danmark, og hvert år øges antallet af kvalificerede ansøgere til vores uddannelser markant. I sommeren 2021 måtte vi afvise op mod hver anden ansøger grundet manglende kapacitet, og det er et stort tab for erhvervslivet og samfundet, at vi må indstille os på at uddanne færre it-kandidater.”
I juni lancerede IT-Universitet, i samarbejde med Dandy Business Park og Vejle Kommune, et forslag om at oprette en ITU campus i Vejle for, i tråd med regeringen og folketingets målsætning om at skabe bedre uddannelsesadgang uden for de større byer, at udvide puljen af it-kandidater i Trekantområdet og resten af landet.
Hvis forslaget realiseres, kan ITU Vejle ved fuld indfasning tilbyde 1.550 studiepladser på den ny campus, som vil ligge inden for en times afstand af 700.000 arbejdspladser og midt i et sprudlende iværksættermiljø i erhvervsparken Dandy Business Park.
Men den nu officielle reduktionsplan er ifølge Martin Zachariasen ikke ensbetydende med, at ITU’s ledelse vil ophøre med at kæmpe for bevarelsen af alle pladser på IT-Universitetet i København:
”Vi arbejder på at skabe forståelse for, hvor afgørende det er, at vi på ITU bevarer alle vores studiepladser. Erhvervslivet skriger på it-kandidater. Vi har uddannelserne og rekrutteringsgrundlaget, og vores kandidater er afgørende for, hvordan vi i fremtiden skaber grobund for økonomisk vækst, sikrer det digitale samfunds infrastruktur og faciliterer den grønne omstilling.”
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, telefon 2555 0447, email thej@itu.dk