Kan Minecraft bruges til klimaundervisning i folkeskolen?
I mange af de populære computerspil færdes de unge spillere i en virtuel verden, hvor den fysiske verdens problemer, fx klimaforandringerne, hverken spiller en stor eller realistisk rolle. Man kan imidlertid også bruge nogle af de mere populære spil til at undervise om klimaproblemerne, mener lektor ved IT-Universitetet, Hans-Joachim Backe, som er i gang med at udvikle nogle værktøjer til folkeskolelærere, som bruges til klimadiskussioner i klassen på baggrund af fx Minecraft.
Institut for Digital DesignForskningClimate ITcomputerspil
Skrevet 8. februar 2022 10:47 af Jari Kickbusch
Markedet for læringsspil er enormt, og hvad enten børn og unge skal lære at stave eller dividere eller om historiske begivenheder, så er der et computerspil til formålet. I disse tider er der naturligvis er der også spil, som er designet til at gøre børn og unge mere klimabevidste, og dem har lektor ved IT-Universitetet, Hans-Joachim Backe, intet imod, men han forklarer, at man også vil kunne bruge nogle af de mest populære spil som fx Minecraft eller Fortnite til at undervise børn og unge.
- Hvis du siger til en gruppe 10-årige, at nu skal vi spille et matematik-spil, så vender de det hvide ud af øjnene. Men hvis du spørger dem, om de vil spille Fortnite, så behøver du ikke presse dem. Indtil nu har spil-baseret undervisning bestået af læring, som er pakket ind som et computerspil, og nogle børn bliver frastødt af det. Og det er et problem, fortæller han.
Eksperter i virtuel overlevelse
Hans-Joachim Backe undersøger, hvordan virkelige problemer indgår – og ikke indgår – i spillenes virtuelle verden, og han håber at kunne bruge forskellene mellem den fysiske og den virtuelle verden til at øge bevidstheden om de problemer, som menneskeheden står overfor.
- I Minecraft kan man for eksempel overleve ved at spise æbler, der falder fra ned træerne, man kan holde grise, og man kan være jæger. Man går bare ud og skyder dyrene. Børnene kender de her tilgange til, hvordan man opfører sig i naturen. De ved, hvordan man overlever i en virtuel verden, men ikke i den virkelige. Og nogle børn tænker, at man selvfølgelig bare går ud og slår vilde dyr ihjel, og her vil jeg gerne give lærerne nogle ledende spørgsmål som for eksempel, hvad er alternativerne til at slå vilde dyr ihjel? Behøver du gøre det? Og der vil altid være en elev, som siger, at man selvfølgelig kan lave et landbrug, men at det er meget sværere og ikke så sjovt. Og det er så her, hvor læreren kan komme ind og starte en diskussion.
Undervisningsguides
Hans-Joachim Backe arbejder for tiden med at udvikle nogle værktøjer til, hvordan nogle af de mest populære computerspil kan bruges til at diskutere klimaproblemer i grundskolen. Værktøjerne vil blive baseret på hans tidligere forskningsartikler om samme emne.
- Jeg er i gang med at undersøge, om og hvordan vi kan bruge disse spil og måden, hvorpå de fremstiller miljøet, til noget godt i klasseværelserne. Mange lærere spiller ikke selv computerspil, og selvom nogle gør det, så spiller de ikke nødvendigvis de samme spil som børnene. Så jeg er ved at udvikle nogle værktøjer eller nogle rammer, som i bund og grund er alt, hvad lærerne behøver at vide for at kunne diskutere spillene fra et klimabevidst perspektiv. Dermed er det også et redskab, som skal få børn til at tænke og tale om disse svære emner, siger han.
Hans-Joachim Backe afleverer en forskningsartikel om værktøjerne i februar 2022 og håber, at de kan testes i danske skoler til efteråret.