ITU-studerende er klar med løsning, som kan dokumentere klimavenlig transport
Studerende på IT-Universitetet, Nikolaj Mackenzie, har været med til at udvikle en applikation, som kan hjælpe virksomheder med at dokumentere, hvor meget CO2 medarbejderne udleder, når de skal til og fra arbejde. Sammen med to andre studerende har han startet virksomheden, Drivn, som han håber kan motivere til at skabe grønne transportvaner.
IværksætteriUddannelseClimate IT
Skrevet 2. februar 2024 09:09 af Jari Kickbusch
I sommeren 2022 mødtes Nikolaj Mackenzie med to venner på en café på Østerbro for at diskutere en idé, som han havde fået. Nikolaj, som er 25 år og studerende på 2. semester på Global Business Informatics på IT-Universitetet, brugte applikationen, Strava, til at måle sine løbeture og var blevet inspireret af teknologien bag.
“Jeg tænkte, at hvis man kan måle kalorier, hvorfor så ikke lave en fed app, som kan måle hvor meget CO2 vi udleder, når vi bevæger os rundt.” fortæller Nikolaj Mackenzie.
De to venner, Albert Foss og Sebastian Herche, som Nikolaj mødtes med på cafeen, var begejstrede for ideen, og de besluttede at lave en applikation til en telefon, som automatisk kunne måle CO2-udledningen, når brugeren bevæger sig rundt. Ligesom Nikolaj var de to venner også studerende på henholdsvis DTU og CBS, og de besluttede at udvikle på ideen og teknologien ved siden af deres studier. Sammen lavede de virksomheden, Drivn.
Fokus på virksomhederne
Under udviklingsforløbet arbejdede Albert med bæredygtighedsrapportering i Implement Consulting Group, og derigennem fandt de tre entreprenører ud af, at virksomhederne havde svært ved at indsamle data om medarbejdertransport.
”Det var på det tidspunkt, vi blev opmærksomme på CSRD, og det store behov fra virksomhedernes side,” fortæller Nikolaj Mackenzie.
Corporate Sustainability Reporting Directive, også kaldet CSRD, er EU’s nye direktiv om bæredygtighedsrapportering, som trådte i kraft ved indgangen til 2024. Direktivet pålægger alle virksomheder med over 500 ansatte at rapportere og offentliggøre deres arbejde med bæredygtighed efter nogle obligatoriske standarder, som fastsættes af EU. En del af virksomhedernes bæredygtighedsrapportering omhandler transport, og derfor valgte de tre unge entreprenører bag Drivn at lave en applikation, som var rettet mod den del af CSRD, som omhandler rapportering af medarbejdernes transport til og fra arbejde.
”Ved hjælp af machine learning og GPS-tracking kan man kende forskel på privat og erhvervsmæssig kørsel og automatisere indsamlingen af data om CO2-udslip på medarbejderpendling. Når en medarbejder skal ind på kontoret, så kan vores app automatisk udregne, hvordan vedkommende transporterer sig; om de er gået, cyklet, kørt bil eller har taget offentlig transport. Vi skal ikke have noget aktivt fra medarbejderen, dvs. ingen daglige registreringer, men med GPS-tracking og ved at bruge machine learning, som lærer mere og mere om folks transportmønstre, kan vi give et ret præcist og nutidigt overblik over, hvor meget CO2, der bliver udledt til og fra arbejde,” siger Nikolaj Mackenzie.
Væk med spørgeskemaet
De sidste måneder er blevet brugt på at teste applikationen hos virksomhederne, Semler og Implement Consulting Group, og det forventes, at Drivn er klar til deres første kunder d. 1. februar. Nikolaj Mackenzie mener, at de har udviklet et godt alternativ til de spørgeskemaer, som mange virksomheder hidtil har baseret deres dokumentation af medarbejdernes transport på:
”Mange virksomheder bruger spørgeskemaer, hvor de spørger medarbejderne, hvordan de kommer til og fra arbejde, men ofte er svarprocenten meget lav, og dokumentationen er tit meget upræcist og forældet. Vi har brugt de sidste måneder på at træne vores machine learning-model med transportdata og mener nu, at vi har et rigtig godt alternativ til spørgeskemaet,” siger han og tilføjer, at medarbejderne i virksomhederne selvfølgelig frit vil kunne vælge, om de kunne tænke sig at være anonyme i appen."
Drivn har imidlertid forsøgt at gøre det attraktivt for medarbejderne at måle, hvor grøn transporten til og fra arbejde er. Fx tilbyder de en løsning, som den enkelte medarbejder kan bruge som dokumentation i forhold til kørselsfradrag, og det vil også blive muligt at konkurrere med sine kolleger om, hvem der udleder mindst CO2. Dermed håber Nikolaj Mackenzie, at Drivn både kan motivere folk til at tænke i grønne transportvaner samt at hjælpe virksomhederne med at lave en dokumentation, som de typisk har haft besvær med at skaffe.
”Vi går ikke ind og tilbyder en løsning, som opfylder alle kravene i CSRD, men på længere sigt håber jeg, at vi kan lave en løsning, der dækker over et større spænd. Helt overordnet vil jeg gerne have, at vi bliver en virksomhed, som kan levere alle former for automatisk data over transport,” slutter Nikolaj Mackenzie.
Læs mere:
Drivns
hjemmeside Klumme om CSRD, skrevet af postdoc på IT-Universitetets Center for Climate IT, Michael
Hockenhull og forskningskommunikatør, Jari Kickbusch.
Center for Climate IT’s
hjemmeside