Speciale om digital kløft i fængslerne vinder pris
Tre studerende fra ITU har vundet Institut for Menneskerettigheders Specialepris for deres speciale ”Fængslets digitale kløft”. I specialet undersøges det, hvordan den digitale kløft mellem indsatte i danske fængsler, og det omgivende samfund kan udbedres.
Skrevet 31. januar 2025 10:26 af Mette Strange Mortensen
Indsatte i danske, lukkede fængsler har stærkt begrænset adgang til digitale værktøjer og således også fx Digital Post og borger.dk. Det gør dem særligt afskåret fra det omgivende samfund, og kan besværliggøre deres resocialisering, når de løslades. Netop den problematik har Augusta Holmstrøm Jacobsen, Ellen Schytte Hansen og Nathalie Sira Sidibe Jakobsen undersøgt i deres speciale, hvor lektor Gitte Stald har været vejleder. Specialet har netop vundet Institut for Menneskerettigheder Specialepris.
Som en del af specialet har de tre studerende udviklet en prototype på en portal, der kan give indsatte bedre digitale forudsætninger og kontrol over deres eget liv fx ved at give dem adgang til borger.dk. På et besøg i Storstrøm Fængslet på Falster opdagede de tre studerende, hvor langt der var fra deres digitale hverdag og værktøjer til de indsattes.
”Det var en øjenåbner at besøge fængslet og opleve den hjælpeløshed, der kan være. Vi mærkede også på egen krop, hvor meget vi blev hjulpet med alt, da vi var på besøg. Vi kunne fx ikke selv gå igennem døre derinde, men var afhængige af fængselspersonalets hjælp. Det samme kan man overføre til de indsatte, der er afhængige af hjælp til alt og især det digitale, som de jo nærmest ikke har adgang til,” siger Ellen Schytte Hansen, og bliver suppleret af Nathalie Sira Sidibe Jakobsen:
”Man kunne virkelig mærke, hvor hurtigt man kommer bagud i den digitale virkelighed, når man ikke har den rette adgang. Det er jo ikke noget, man ellers er opmærksom på i hverdagen. Selv hvis man bare har været digitalt ekskluderet i et par år, kan man komme til at føle sig bagud i lang tid efter sin indsættelse.”
De tre studerende håber på, at deres speciale kan bidrage til forskningen på området, og på sigt, at deres arbejde kan hjælpe de indsatte.
”Vi håber, at det her bliver til en akademisk artikel, og at der er nogle, der griber den bold, vi har kastet op, og de får lyst til at forske videre indenfor det her område,” siger Augusta Holmstrøm Jacobsen, og Ellen Schytte Hansen tilføjer:
”Vi har i vores arbejde med specialet fundet frem til nogle store problematikker, som på en eller anden måde skal løses, hvis man vil komme i mål med at skabe et liv uden kriminalitet for de mennesker, der har været indsat i de danske fængsler. Det er tydeligt for os, at der har digitalisering også en indflydelse”
Ved prisoverrækkelsen sagde Institut for Menneskerettigheder om begrundelsen for prisen:
”Fra vores perspektiv tager specialet jordnært livtag med at væsentligt menneskeretligt problem: Det handler om det, vi kalder digital eksklusion, og handler om at overkomme den magtesløshed, som mange oplever i mødet med det digitale Danmark.”
Det er anden gang, at Institut for Menneskerettigheder uddeler deres Specialepris. Prisen blev i år givet til to specialer. Med Specialeprisen følger 12.500 kroner til hvert af specialerne.